BodySmart_logo

Giver funktionel træning mening?

Del artikel:

Ordet funktionel er ofte noget man støder på i fitness-industrien. Det er hot at være funktionel, og der findes i dag funktionel mad (hvad end det så er..), funktionel medicin og selvfølgelig også funktionel træning. En simpel Google søgning giver dig et ret godt indblik i, hvor mange ting egentligt kan være funktionelt.

Funktionel træning eller funktionelle øvelser er ofte relateret til Crossfit eller for sportsatleter, som ønsker at forbedre en bestemt bevægelse eller forbedre deres præstationsevne.

Det lyder jo meget godt, da hele ideen med at træne jo er at blive bedre til en bestemt ting, men er funktionel træning anderledes i forhold til helt normal træning, og virker det i så fald?

Hvad går funktionel træning ud på?

I følge Den Danske Ordbog er selve ordet “funktionel” karakteriseret som noget, der tjener sit formål godt. Det er en rimelig bred betegnelse, må man sige. Funktionel træning må derfor være en specifik form for træning, som er relateret til et specifikt træningsmål.

Brede definitioner har det med at lede til brede fortolkninger. F.eks. ville nogen mene, at det er funktionelt at stå på et ben med lukkede øjne på en træningsbold, mens man jonglerer med legoklodser og samtidig staver ens navn baglæns.

Ideen bag funktionel træning har været brugt i lang tid inden for sportsverden. Målet er at lave en øvelse, som relaterer sig specifikt til den aktivitet, man ønsker at blive bedre til. Det kan f.eks. være fodboldspillere, som øver driblinger med forskellige forhindringer på banen. Eller det kan være golfspillere, der øver deres slagteknik med forskellige remedier.

Lad os tage et andet eksempel. En flyttemand, som flytter rundt på mange tunge ting om dagen. Hvad ville være funktionel træning for ham? Det ville være øvelser, som replikerer den fysisk krævende aktivitet, han laver i hverdagen.

Hvis man skulle finde på en specifik øvelse i træningscentret, så ville det være at flytte rundt på ting, som havde nogenlunde samme størrelse og vægt, som flyttemanden normalt flytter rundt på, samtidig med at man udfører de samme bevægelser i kroppen og med fokus på en god holdning.

Det er nok ikke særlig mange træningscentre, som ville have det fint med, at man tager møbler og fyldte flyttekaser med som træningsredskaber, og derfor er det svært at replikere aktiviteten helt specifikt.

En mindre specifik og mere generel øvelse kunne være forskellige variationer af dødløft. I denne øvelse får man trænet de muskler, som er involveret i at løfte noget fra jorden og sætte det ned igen. Det er noget, som flyttemænd nok kan relatere sig til.

Men man bevæger sig ikke rundt under et dødløft, og grebet er stort set det samme hele tiden under øvelsen, så man mister noget af specificiteten. Desuden vil et normal træningspas med dødløftsøvelser blegne i forhold til hvor meget en flyttemand løfter på en normal hverdag.

Når det så er sagt, ville en flyttemand så have gavn af at træne en mere generel øvelse som dødløft? I den grad! Styrkeforøgelsen og teknikken ville kunne overføres til flyttemandens evne til at løfte og flytte tunge ting. Rygmusklerne bliver styrket, så man kan løfte mere og i længere tid, og man kan bestemt også argumentere for, at det også er skadesforebyggende.

Så giver det mening at bruge ordet funktionelt?

På baggrund af de begrænsninger, som et træningscenter har, så er der per definition ikke meget funktionel træning at lave der. Maskiner og træningsredskaber vil ofte foregå med en unik bevægelse og belastning, og er derfor funktionel i forhold til den specifikke øvelse. Man har så en formodning om, at øvelsen kan overføres til specifikke aktiviteter, som man ønsker at forbedre.

Men det er sandsynligvis ret sjældent, at de aktiviteter involverer en situation, hvor man svinger rundt med en kettlebell, ligger med ryggen på en foam roller for at træne de stabiliserende muskler, eller hvor man laver et squat på et ujævnt underlag.

Hvis man ønsker at blive bedre til en sport eller en bestemt aktivitet, så bliver man jo først og fremmest bedre ved at øve sig på den bestemte aktivitet, og ikke gennem en anden øvelse, som kunne minde om det.

Jeg mener bestemt ikke, at fitness ikke er en god ting i disse sammenhænge. Det har vist sig at have mange fordele på mange forskellige måder. Jeg prøver bare at pointere de logiske uoverensstemmelser inden for (det forholdsvist hypede koncept) funktionel træning, som sandsynligvis kan lede til en del forvirring hos slutbrugeren, som bare ønsker at spendere sin tid i træningscentret på den mest effektive måde.

Så hvordan kan man overføre træningsøvelser til hvad man ser i den virkelige verden mere optimalt? Man kunne vælge at fokusere på helt fundamentale øvelser, som netop har en overførbar effekt på mange ting.

Udvikling af stabilitet, styrke og kontrol gennem helt simple øvelser, som squat, bænkpres, dødløft, lunges, osv., kan overføres til en masse forskellige aktiviteter, som man ikke kun ser i et træningscenter. Dertil kan man lave variationer af de fundamentale øvelser for at træne nye bevægemønstre og yderligere styrke muskler, ligamenter og nervesystemet.

Det giver for eksempel god mening, at fodboldspillere træner tunge squats for at styrke deres ben og dermed kunne sparke hårdere til bolden. Squats vil i dette eksempel ikke være en funktionel øvelse, da øvelsen ikke specifikt relaterer sig til et fodboldspark i både bevægelse, belastning og udførelse, men alligevel har den en gavnlig effekt.

Konklusion

Så for at konkludere er funktionel træning en betegnelse, som har fået alt for meget hype. Ofte bliver betegnelsen brugt til øvelser, som skulle forestille sig at være specifikke, men er i virkeligheden ofte bare øvelser, som ikke har meget at gøre med det, man ønsker at forbedre.

Hvis en øvelse skal være rigtig funktionel, så skal den være specifik i forhold til den primære aktivitet, hvilket kan være svært at kopiere i et træningscenter med enten medicinbolde eller kettlebells.

Generel træning med forskellige øvelser og bevægelser vil ofte gavne en langt mere, end hvad specifikke øvelser kan. Der er ingen grund til at gøre ens træning mere kompliceret, end hvad det er, og slet ikke med brug af betegnelser, som ikke rigtig giver mening i forhold til hvordan det bliver brugt.

Opret en gratis bruger på Bodysmart

Få lagt et personligt træningsprogram uden at skulle investere i en dyr personlig træner eller online coach.

Download BodySmart
appen gratis

Få et personligt træningsprogram