BodySmart_logo

Hvorfor er der udsving i vægten?

Del artikel:

Alle som har vejet sig kontinuerligt over en periode har oplevet de frustrende vægtudsving.

Lad os tage et eksempel. Du er i gang med et vægttab, og du gør alt hvad du kan for at skære ned på kalorierne. Du hopper på vægten og noterer dig, at du vejer 200 gram mindre end dagen før. Yes, det gør den rigtige vej.

Dagen efter siger vægten samme. Det er okay, for den er ikke gået op. Men på tredjedagen stiger vægten lige pludselig med 600 gram. Det giver ingen mening, og du bliver pisse frustreret, især hvis vægttabsplanen er fulgt til punkt og prikke.

Man faktum er, at sådan et vægtudsving er helt normalt og helt uundgåeligt, også selvom man er i kalorieunderskud.

For at forstå hvorfor disse vægtudsving opstår, er vi nødt til at forstå, hvad der rent faktisk udgør vores vægt.

Vægttab og fedttab

Normalt skelner man mellem to forskellige begreber, når man snakker om vægten:

  1. Fedtfri masse
  2. Fedtmasse

Den fedtfri masse består primært af hud, knogler, muskler og vand. Mere eller mindre alle de ting, som ikke er fedt.

Fedtmassen er, sjovt nok, den mængde fedt, som kroppen indeholder.

Når vi snakker om vægttab, så handler det jo egentligt ikke om, at vi blot ønsker at veje mindre. Det handler om, at vi ønsker at have mindre fedt på kroppen – og det er faktisk en vigtig skelnen.

For det er meget nemt at ændre ændre vægten akut. Tag for eksempel sportsatleter, som skal ned i vægt for at ramme en bestemt vægtklasse. De kan snildt smide 6-8 kg. på en dag ved at dehydrere dem selv på forskellige måder.

Et andet eksempel er hvis du har fået en god gang influenza, og du mister din appetit og indtager meget lidt væske. Det er meget normalt at veje 2-3 kg. mindre efter sådan en omgang.

Det kan også gå den anden vej, hvilket forklarer, hvorfor man dagen efter et ædegilde pludselig har taget flere kg. på.

Men en ting, som alle disse eksempler har til fælles er at:

  1. Vægtudsvinget ikke skyldes en betydelig reduktion af kropsfedt
  2. Vægten normaliseres meget hurtigt igen

Vægtudsving

Der er mange faktorer der kan skabe udsving i vægten, selv hvis du ikke foretager dig noget udover det normale i hverdagen. Prøv selv at veje dig flere gange om dagen – du vil blive pænt overrasket over, hvor stor forskel der kan være.

Så hvad er det, der skaber disse vægtudsving? Der er som sagt mange ting, der spiller ind. Nogle af de mest hyppige er:

  • Mængden af kulhydrater i kosten – Vand binder sig til kulhydrater. Og nej, det betyder ikke, at kulhydrater dermed er vores fjende nummer et. Men det betyder, at kroppens væskeindhold (og dermed vægt) midlertidigt vil være påvirket, hvis du har spist flere/færre kulhydrater over en periode.
  • Saltindtag – Ligesom kulhydrater har saltindtaget en indflydelse på kroppens væskeindhold.
  • Vandindtag – Man har det lidt med at glemme, at væske også vejer noget. Har du drukket mere væske end normalt den pågældende dag, vil det også have indflydelse på vægten.
  • Hormoner – Dette er især gældende for kvinder, og hvor de befinder sig henne ift. deres cyklus.
  • Forstoppelse – Ja, det giver lidt sig selv..
  • Stress og søvn – Er du meget stresset, og er dit søvnmønster påvirket, kan det også have en indflydelse på mængden af væske i kroppen.

Hvis vi lige vender tilbage til forskellen mellem vægttab og fedttab, så er det især vigtigt at differentiere mellem de to, når vi ser akutte udsving i vægten.

For disse udsving har ikke noget (eller en meget lille grad) at gøre med mængden af kropsfedt. Vægtudsvinget kan langt hen ad vejen tilskrives udsvinget i kroppens væskeindhold.

Hvornår ved ved man så, om vægttabet skyldes et fedttab?

Det kan man sådan set aldrig vide helt med sikkerhed.

Men generelt kan vi sige, at opstår der akutte vægtudsving, har det ikke været på grund af en ændring i fedtmassen, men nærmere væskeindholdet.

Ser man derimod, at vægten langsomt er gået ned over en periode på flere uger, så er der højst sandsynligt snak om et fedttab.

Er man i et kalorieunderskud over en periode, så vil kroppen være nødsaget til at bruge fedt som forbrænding, og man vil opleve et fedttab. Se det som en universel lov.

Men der vil opstå udsving i vægten, også under et vægttabsforløb, selvom man er i kalorieunderskud og selvom man gør alt rigtigt. Udsvingene kan ikke undgås, og derfor skal du tage højde for dem, acceptere dem og ikke lade det påvirke dig.

Derfor er det også vigtigt ikke at fokusere alt for meget på selve vægten. Det er blot én måde at vurdere udviklingen på. Det er ikke unormalt at kigge sig selv i spejlet og se fremgang på trods af, at vægten ikke har rykket sig.

Hvad med også at fokusere på din styrkeudvikling i træningscentret eller udviklingen i forhold til dine kostvaner? Der er mange andre ting at måle på, som er mindst ligeså interessante at kigge på, og som fortæller mere om din udvikling.

Hvor ofte skal man veje sig?

På grund af disse udsving ville det perfekte scenarie teknisk set være, at man vejer sig dagligt eller flere gange om ugen.

Fordi flere vejninger = mere validt datasæt

Udsvingene er lettere at tage højde for, jo oftere du vejer dig. Lad os sige, at du ‘kun’ vejer dig på en ugentlig basis, så ved du ikke, om resultatet er din ‘reelle’ vægt, eller om du rammer toppen eller bunden af dit udsving.

Som du kan se på billedet, kan du være ‘uheldig’ at veje dig på et tidspunkt, hvor vægten tager et hop, og dermed får du et fejlagtigt billede af din vægtudvikling. Vejede du dig oftere, ville du hurtigt indse, at disse hop blot var et naturligt udsving, og at din vægt falder hurtigt igen.

Men der er også en potentiel bagside ved at veje sig dagligt eller for ofte. For nogle kan det tage overhånd, hvis vægten er det eneste man tænker på. Hvis du kan mærke, at det er tilfældet for dig, så skal du ikke veje dig regelmæssigt. Det er ikke det værd at gå på kompromis med dit mentale helbred.

Vælger du at veje dig regelmæssigt er det vigtigt, at du kan acceptere disse naturlige vægtudsving, og at de ikke lader dig påvirke dig.

Opret en gratis bruger på Bodysmart

Få lagt et personligt træningsprogram uden at skulle investere i en dyr personlig træner eller online coach.

Download BodySmart
appen gratis

Få et personligt træningsprogram