Korrekt teknik i styrketræning: derfor betyder det noget
God teknik giver bedre resultater og færre skader. Sådan lærer du den med lav vægt, video og én rettelse ad gangen, før du øger vægten.
Skrevet af Frederik Korrekt teknik er ikke noget, du lærer, før du begynder at træne. Det er noget, du lærer, mens du træner, med lettere vægte, end du har lyst til, og med kameraet tændt.
Teknik betyder noget af to grunde: Den afgør, om den rigtige muskel laver arbejdet, og om du kan blive ved i mange år uden skader. Begge dele påvirker dine resultater. Et sæt bænkpres, hvor skuldrene og triceps gør det meste, er ikke et brystsæt, uanset hvad der står på stangen.
Denne side handler om, hvorfor teknik betyder noget, hvordan du lærer den uden en træner ved siden af, og hvornår den er god nok til, at du kan holde op med at bekymre dig og begynde at lægge på.
Hvorfor betyder teknik noget?
Den første grund er den, alle kender: dårlig teknik er en af de hyppigste årsager til skader i styrketræning. Den kommer typisk ét af fire steder fra. Nogle har aldrig lært øvelsen. Nogle har lært den af en, der selv gjorde det forkert. Nogle tror, de gør det rigtigt, og har bare aldrig set sig selv. Og mange, rigtig mange, bruger mere vægt, end de kan styre, så sættet starter pænt og ender som noget helt andet, når trætheden sætter ind.
Den anden grund er den, færre tænker over: Hvis den muskel, du vil træne, ikke laver arbejdet, får den mindre ud af sættet. Du kender det måske selv. Roning, hvor du mest mærker biceps. Bænkpres, du mærker i skuldrene, men næsten ikke i brystet. En squat, som du vil bruge til baller, men kun mærker i forlårene. Eller rumænsk dødløft, der ender i lænden. I alle fire tilfælde flytter du vægten fra A til B, men andre muskler end de ønskede gør en stor del af arbejdet.
Det kan forklare, hvorfor nogle bliver meget stærkere uden at opbygge ret meget muskelmasse det ønskede sted. De laver øvelserne på en måde, hvor andre muskler overtager en stor del af arbejdet.
Progression uden teknik er ikke progression
Progressiv overbelastning er den vigtigste regel i træning: gør det tungere med tiden. Men reglen har en betingelse, som mange glemmer. Vi prøver ikke bare at flytte mere vægt fra A til B. Vi prøver at få den rigtige muskel til at flytte mere vægt fra A til B.
Jeg kan lægge 5 kg på stangen i morgen og få den op med sving, kortere bevægelse og hjælp fra ryggen. På papiret er det fremgang. I virkeligheden får den muskel, jeg vil træne, ikke nødvendigvis mere belastning, fordi resten af kroppen tager over.
Hvis din teknik bliver dårligere, i takt med at vægten bliver tungere, gør du det forkert. Løsningen er ikke sjov, men den er enkel: sæt vægten ned, til teknikken sidder, og gå så frem fra dét punkt med teknikken intakt. Du kommer hurtigere op igen, end du tror, og denne gang tæller kiloene. Læs hvornår du skal sætte vægten op, hvis du vil have en regel for, hvornår det er tid.
Korrekt teknik er ikke ens for alle
Der findes ikke én korrekt squat. Der findes den squat, der passer til din benlængde, bevægelighed og skadehistorik. Nogle kan komme langt under parallel med ret ryg. Andre skal stoppe tidligere, fordi lænden ellers begynder at runde.
Squat er en af de øvelser, hvor forskellene mellem kroppe er størst. Din dybde, fodstilling og placering af stangen skal passe til dig, ikke til en person i en video. Ryggen skal samtidig bevare en stabil position hele vejen ned og op.
Det samme gælder over tid. En gammel albueskade kan betyde, at du stopper lige før fuld udstrækning i bunden af en kropshævning i stedet for at hænge helt ud. Teknik er en ramme med nogle faste regler og plads til individuelle tilpasninger.
Sådan lærer du korrekt teknik
Den bedste måde er en dygtig person ved siden af dig, der viser øvelsen, ser dig lave den, retter dig med det samme og bliver ved over flere træninger. Problemet er, at det er svært at finde en, der faktisk er dygtig, og et certifikat er ingen garanti. Har du en, så brug vedkommende.
Det næstbedste er at få din teknik vurderet af en, der kan sit kram, ud fra video. Og det tredjebedste, som er det, de fleste ender med, er at lære det selv fra gode videoer. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis du gør det ordentligt. Sådan her:
1. Start let. Lettere end det. I mange øvelser betyder det tom stang. Teknik læres, når vægten er så let, at du kan tænke undervejs. Lægger du på for tidligt, lærer du en teknik, der kun holder, indtil det bliver tungt, og det er præcis der, den skal holde.
2. Ret én ting ad gangen. En squat har mange dele, og du kan ikke tænke på dem alle i ét sæt. Vælg den vigtigste rettelse, giv dig selv én kort sætning ("knæ ud", "bryst op", "stangen tæt på"), og lav et par sæt med fokus på den. Når rettelsen sidder på rygraden, tager du den næste.
3. Film dig selv. Spejlet viser dig ikke alt, og i flere øvelser kan det være uhensigtsmæssigt at dreje hovedet for at kigge. Stil telefonen, så den filmer fra siden eller forfra, og se optagelsen mellem sættene. Store afvigelser er ofte lette at få øje på.
4. Se videoen af øvelsen, før du laver den. Alle øvelser i øvelsesbiblioteket har video og instruktion, så du kan se, hvordan bevægelsen skal se ud, lige inden du gør den. Sammenlign med din egen optagelse. Forskellen er din huskeliste.
5. Vær ærlig. Det svære ved at rette sig selv er ikke at se fejlen. Det er at indrømme den. Vi vil alle gerne tro, at vi gør det rigtigt, og "det er nok godt nok" er den sætning, der holder folk fast på en dårlig teknik i årevis. Ser du noget, der ser forkert ud, så antag, at det er forkert, og ret det.
Rumænsk dødløft er en god øvelse at øve fremgangsmåden på, fordi den er så let at mærke, når den er rigtig, og så let at mærke, når den er forkert:
Mærker du den i lænden, er hoften ikke skubbet nok bagud, eller stangen er for langt fra benene. Mærker du den i baglårene, er den rigtig. Én sætning, "hoften bagud", løser det for de fleste.
Hvornår er teknikken god nok?
Perfekt teknik findes ikke, og jagten på den kan blive en undskyldning for aldrig at lægge vægt på. Teknikken er god nok, når tre ting er på plads:
- Bevægelsen ser nogenlunde ens ud i første og sidste gentagelse i et sæt. Den må gerne blive langsommere. Den må ikke blive en anden øvelse.
- Du mærker den muskel, øvelsen er til, og ikke primært nabomusklen.
- Du kan øge vægten lidt, uden at et af de to første punkter bryder sammen.
Er de tre ting på plads, så træn. Du bliver ved med at finpudse i mange år, men det sker samtidig med, at vægten går op, ikke i stedet for. Hvor meget du skal træne i alt, afhænger af niveau og står i hvor mange sæt hver muskelgruppe skal have. Teknikken er det, der gør, at de sæt tæller.
Roning er det klassiske eksempel på en øvelse, der er "god nok" for en begynder længe før den er pæn:
Overkroppen skal være stabil, og albuerne skal trækkes tilbage i stedet for blot at løfte hænderne. Gør du begge dele, mærker du ryggen. Hvis du skal svinge stangen op, er den for tung, og så tager biceps og lænd mere af arbejdet.
Hvad så med smerte, begyndere og øvelser, der aldrig kommer til at passe?
Ømhed i musklen er normalt. Skarp smerte i et led er ikke. Ømhed dagen efter, træthed og en brændende fornemmelse i musklerne under de sidste gentagelser er en del af træning. Skarp, stikkende smerte i en skulder, et knæ eller en albue er derimod en grund til at stoppe sættet. Kommer smerten igen, bør du få en fagperson til at vurdere den.
Begyndere skal lære få øvelser rigtig godt frem for mange øvelser halvt så godt. Fem løft tre gange om ugen med lav vægt i de første uger er en hurtig vej til god teknik, fordi du får øvet hvert løft mange gange. Vores begynderprogram til styrketræning er bygget sådan.
Nogle øvelser kommer aldrig til at passe til dig, og det er i orden. Hvis dips gør ondt i skulderen, uanset hvad du gør, er svaret ikke mere teknik, det er en anden øvelse fra samme bevægelsesmønster. Der er altid et alternativ. Du finder dem i de bedste øvelser til hver muskelgruppe.
Opsummering
- Teknik afgør to ting: om den rigtige muskel laver arbejdet, og om du undgår skader. Begge dele påvirker dine resultater.
- Mere vægt med dårligere teknik er ikke fremgang. Sæt vægten ned, til teknikken sidder, og gå frem derfra.
- Lær teknik med let vægt, én sætning ad gangen, og film dig selv fra siden og forfra.
- Korrekt teknik er ikke ens for alle. Din dybde og din bevægelse skal passe til din krop.
- God nok er, når bevægelsen holder sættet igennem, du mærker den rigtige muskel, og du kan lægge på uden at det bryder sammen.